Viser opslag med etiketten bygninger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bygninger. Vis alle opslag

mandag den 12. december 2016

Dengang jeg var på højskole

Jeg har været på højskole. Nærmere bestemt en lukket en af slagsen. Stedet gik fallit tilbage i 2005. Siden er stedet blevet opkøbt af et firma der vist nok forsøgte at etablere et kursuscenter eller noget i den stil på stedet. Renoveringen er så småt påbegyndt, men projektet gik i stå og ejendommen røg på tvangsauktion både i 2011 og senest i 2012. 


onsdag den 27. juli 2016

Solotur London pt.3

Her til morgen vågner jeg efter en langt bedre nattesøvn. To puder har bestemt været bedre end en og to tæpper passede bedre til årstiden (eller min sarte dynevante krop) end et. Det bliver den løsning vi kører med i aften også.

Enten er jeg hurtig her til morgen, eller også er de andre gæster langsomme. Jeg når i hvert fald at prøve et bad der er rigtig varmt og som ikke minder mig om værnepligt efter idræt når 150 mennesker skulle dele en begrænset varmtvands-ressource.


tirsdag den 19. juli 2016

Solotur London pt. 2

Efter den første nat i London, kan jeg konstatere at lagen og et tæppe ikke rækker til at holde min luksus-dynevante dansker-krop varm natten igennem.
Det har ikke været så koldt at det ikke er til at holde ud, men alligevel koldt nok til at jeg ikke synes at søvnen har været af tilfredsstillende kvalitet. Søvnkvaliteten hænger sikket også sammen med at jeg er vant til en noget mere bastant pude end den tarvelige pose fjer der er stillet til rådighed i nærværende værelse. Noget må gøres!


fredag den 10. juni 2016

Solotur London pt. 1

Hvad gør man når man har en uges ferie og ikke har nogen planer? I mit tilfælde endte lidt surfen rundt på forskellige rejsesider med at jeg, lidt spontant bestilte en flybillet til London og et lille hotelværelse i tre dage.



Det er første gang jeg skal rejse med fly alene. Selvom jeg havde fået en kammerat til at køre til lufthavnen, er det alligevel en lidt speciel fornemmelse at tage min bagage og gå ind i afgangshallen, vel vidende at jeg ikke kommer til at se nogen mennesker jeg kender før på torsdag.

Jeg rejser kun med håndbagage, så der er ikke meget andet end mig selv at checke ind og efter en lille tur gennem security, er der kun tilbage at vente på at flyet letter. 
Jeg har pakket meget let. kun det tøj jeg går og står i, kamera, et par sandaler, en varm jakke og ellers de mest basale fornødenheder. Det hele passer fint ned i en 38 liters rygsæk.

mandag den 18. januar 2016

Vægtergangen

Vægterene var i gamle dage en slags nattevagter. Deres opgave var at tænde og slukke gadebelysningen og opretholde ro og orden.
Vægteren bar en særlig uniform bestående af støvler, en Kavaj (lang jakke med blanke knapper), bælte og en Kabuds (hat). Han var bevæbnet. Typisk med en kårde og en Morgenstjerne (kølle med pigge). Denne blev i nyere tid erstattet af en stok.


Som tiden gik kom gadebelysning drevet af gas og senere elektricitet til. Politiet overtog gradvis opretholdelsen af ro og orden om natten og vægterne blev overflødige. 
Idag ses de gamle vægterruter vakt til live igen i form af byvandringer for turister og andre interesserede. 

I nat følger jeg ikke vægtergangen,jeg går bare en tur gennem natten. Der er noget særligt ved byen om natten. Alle sover og gaderne ånder fred. 
Turen starter ved rådhuspladsen i København

mandag den 7. september 2015

De gamle haller midt i byen

I forbindelse med et andet ærinde, fik jeg lejlighed til at genfinde en gammel spot.

Jeg var spændt på om bygningen stadig stod. Første gang jeg var der, havde den stået tom længe og der havde været tændt bål i den med brand til følge flere gange.


Som du sikkert allerede har gættet, står bygningen endnu. præcis som den stod da jeg var her for et par år siden, en sen sommeraften.



Dengang gik jeg turen igennem bygningen uden mit kamera. Jeg havde besøgt andre spots den dag og havde taget billeder i hundredevis. Det var desuden blevet mørkt og jeg havde ikke fået noget brugbart med hjem alligevel.


torsdag den 2. april 2015

Turist i København

Nogle gange er det ikke nødvendigt at rejse langt for at opleve noget nyt.



tirsdag den 25. marts 2014

Den Gamle Bagbutik

Urbex ture er ikke altid planlagt. Denne dag var jeg faktisk ude for at lave gadefoto. Da noget pludselig fangede min opmærksomhed.


Det meget enkle graffiti maleri befandt sig i en gyde og da jeg kiggede ned i gyde fik jeg øje på noget endnu mere spændende.

mandag den 10. marts 2014

Når købmanden har lukket

Endnu en dagligvareforretning har drejet nøglen om.
Hvad der præcist er sket, ved jeg ikke, men butikken har skiftet kæde indenfor kort tid før lukningen.
En tur rundt om bygnngen, viser ingen tegn på direkte indbrud eller trashing. Dette plejer at være et godt tegn.

Inde i bygningen er der stadig en del forskelligt inventar. Frokoststuen er stadig fuldt møbleret. De tidligere medarbejderes indbakker indeholder stadig papirer med informationer fra købmanden.


Selv termokanderne står her endnu og hvis det man ikke vidste bedre - og ser bort fra rodet, kunne det godt bare være weekend.


Stakkels opvaskemiddel. Der står den, helt forsømt og uden udsigt til at tjene sit formål.

torsdag den 6. marts 2014

Den gamle slotshave

De fleste der bor i nordsjælland kender Frederiksborg slotshave, der også er kendt som Barokhaven. 



Denne forårsdag havde jeg kameraet med en tur i haven, der i sig selv ikke ser særlig prangende ud på denne årstid. Istedet legede jeg med at se haven fra nye vinkler og se på livet i haven.


Både dyr og mennesker nyder foråret i haven. Her en motionist, der får strukket benene i den gamle allé

fredag den 21. februar 2014

Det Gamle Museum

En del af jer har garanteret været her som børn, hvor I har glædet jer over museets forunderlige udstilling af effekter og de aktiviteter den levende udstilling bød på.



søndag den 31. marts 2013

Bademestrenes afsked

For år tilbage, havde byen et friluftsbad. i sommerhalvåret strømmede byens børn og barnlige sjæle til det lille  udendørs anlæg for at få en tiltrængt dukkert i sommervarmen.
Hvis du læser dette og er et lokalt bysbarn fra 80'erne, har du temmelig sikkert modtaget den sommerlige del af din svømmeundervisning i folkeskolen her.

I sin storhedstid havde anlægget et stort og et mindre bassin, vipper og en rutsjebane, som vandhunde og badesild kunne muntre sig med.

Idag er det adskillige år siden at bademestrene for sidste gang blæste i deres fløjter og kaldte alle med gule armbånd op af vandet. Bassinet for længst gravet op og dækket til og bygningen har stået i forfald i årevis. Det eneste bassin der er tilbage er kælderen i den utætte bygning der står under vand.

Dette er et bud på en sidste ære til bygningen der har glædet så mange af byens børn gennem årene.

Efter indretningen, på besøgstidspunktet at dømme, har bygningen efter selve svømmebadet er blevet fjernet, fungeret som omklædningsfaciliteter tilknyttet den træningsfodboldbane der har ligget ved siden af.
banen er idag erstattet af en børnehave og det lader til at dette byggeri har gjort det endeligt forbi for det gamle omklædningsrum.

 Et par dage før vi tager ud og kigger på bygningen, har jeg været forbi for at sikre mig at døren stadig er åben. Til vores skuffelse, er døren i mellemtiden blevet låst og det synes ikke muligt at gå lige ind. Altså indtil vi drejer om bygningens hjørne og opdager en mandshøjt hul - tværs gennem muren. 
Hvem der har gidet bryde ind på denne facon vides ikke, men vi benytter os af muligheden og går indenfor.
De mange murbrokker fra væggen ligger spredt inde i rummet der har været en del af omklædningsfaciliteterne. Bortset fra murbrokker, står der en massagebriks og nogle af de knagerækker med bænke du selv kender fra forskellige idrætsklubber.
 Det er tydeligt at bygningen har haft besøg af trashere i den periode den har stået tom. alle toiletter og håndvaske er ødelagt på den ene eller anden måde

 Husets vaskemaskine har i det store hele klaret sig godt. såvel i sin levetid imens bygningen har været aktiv og efterfølgende mod dens endeligt. Eneste del der er ødelagt, er glaskuplen i lågen og noget på betjeningspanelet.
Efterladt, uddateret sportstøj fra 90'erne vidner om hvor længe det er siden at der har været aktivitet i bygningen.


Efter at have runderet overetagen, tager vi et kig ned af trappen til kælderen, men lang tids stilstand med et åbenbart utæt tag, har så at sige forvandlet kælderen til svømmebad. ikke noget at komme efter dernede desværre.

Mest intakte effekt på stedet, er denne rengøringsvogn, der dog ikke rækker selvom man kunne få lyst til at gøre kælderen ren igen.

Se resten af billederne her:

søndag den 15. april 2012

Old News

Denne gamle bygning er en tidligere smedie og huser idag nogle lejligheder, et værksted og en dartklub. Udover at der er fjernet nogle vinduer er bygningen ikke moderniseret meget i udtrykket og den egnede sig derfor godt til projektet "Old News"


Projektet er et studie i vinkler, beskæring og efterbehandling og formålet var at genskabe indtrykket og stemningen af en svunden tid.

Port og læsserampe, der formentlig har fungeret til transit af varer ind og ud.

Skorstenen er formodentlig tilknyttet datidens smedeesse samt opvarmning af bygningen.


vis
Port med læsserampe, der eksempelt
Garage eller magasin tilknyttet grunden.

Se resten af billederne her:

onsdag den 11. april 2012

Huset ved svinget

Samme dag som vi fandt "Snedkerens Værksted", lagde vi vejen forbi dette tomme landsted. Det ejes så vidt vides af kommunen og lader ikke til at have skiftet hænder i 20 år. hvor længe det har stået tomt, vides ikke. 


Godt gemt bag træerne ligger huset og venter på sin næste beboer. Hvor længe mon det har ventet nu?


Ved indkørslen ligger en staldbygning, som vi starter med at kigge på, men vi bliver hurtigt enige om at kigge på stuehuset først. Vi går langsomt over gårdspladsen og kigger os omkring. i tilknytning til stuehuset ligger en anden bygning, der sikkert har tjent som værksted i sin tid. 
Vi går hen til hoveddøren og kigger på hinanden - til vores overraskelse står den på klem.




Vi går forsigtigt indenfor og undersøger huset imens vi undrer os over at det står ulåst hen. Huset er tydeligt fraflyttet og der er ikke mange effekter derinde. Dog er enkelte ting nye og der er stadig strøm i bygningen, ligesom der ligger nye reklamer. Dette tyder på at nogen ser til huset engang imellem.






Efter en runde i stuehuset beslutter vi at tage et kig på de to andre bygninger. vi efterlader alt som da vi kom og skubber døren til igen. Værkstedet viser også tegn på at have været brugt indenfor en overskuelig tid idet der er enkelte nyere elinstallationer. 




Værkstedet bærer præg af at en af de tidligere brugere har været en rigtig kræmmertype. vi støder på adskillige pudsige løsninger til reparationer og lignende, fx. denne skillevæg der tilsyneladende er opført af døre.




Staldbygningen, som vi kom forbi først er faktisk den eneste bygning der virker glemt. samtidig er det også den mest faldefærdige.



Det er som om væggen hælder lidt udad ved spærfoden? skal den mon det?

Se resten af billederne hvor vi også besøger haven og carporten i indkørslen.


Se resten af billederne her:

Snedkerens værksted

En tilfældig dag på en tilfældig landevej, var jeg på fototur med en kammerat og vi fik øje på dette tomme hus.
Det står pt. til salg og vi gjorde holdt for at kigge.




Selve huset er ikke noget særligt. Grundet salget er det desuden låst af, så der bliver ikke noget kiggen indefor. Alligevel går vi en tur rundt om huset og kigger også på grundens øvrige, tilhørende bygninger.
Bagved huset ligger en form for skur, der er fyldt op med halm og en slags garage der er fyldt op med alt mulig ragelse. 
Imens min makker går nostalgi i garagen, går jeg videre til den næste bygning, der ikke er aflåst. Da jeg forsigtigt åbner døren og træder ind i rummet, er det ligesom at træde ind i en tidslomme eller et museum.




Jeg står i et fuldt "møbleret", efterladt snedker eller tømrer-værksted. Jeg undersøger interesseret rummet, både med øjnene og kameraet. Der står en masse gamle effekter på bordene og gulvet og hænger adskillige gamle avisudklip fra 70'erne og 80'erne på skabene. I det hele taget bærer værkstedet præg af at have haft sin storhedstid for længe siden. 
 Udklip fra en svunden tid.

 Værktøj og andre effekter er efterladt som var det stadig i brug. Hvorfor efterlod man det hele?

 Flere udklip og andre dokumenter fra fortiden. Hvad har der mon foregået her?

 Spande med diverse væsker til overfladebehandling med mere. Formodentlig ubrugelige, men vidner om stedets stilstand.

Goldi rust grund maling og andre typer maling til rustbehandling.

Efter fotograferingen bliver vi, på baggrund af vores observationer, enige om at der må være tale om et dødsbo, siden alle disse effekter er efterladt som skulle de tages i brug imorgen.

På vej ud støder vi på en kalender i en vindueskarm. Ved nærmere eftersyn er den dateret til 1974. Den lugter udpræget gammel og vi bladrer forsigtigt i den. Imens ve læser de få optegnelser fra hverdagen, som den indeholder, tænker vi over hvordan familiens hverdag har set ud, dengang for 18 år siden. Hvor er de i dag? 

Foruden snedkerværkstedet, indeholdt bygningen også et gammelt fyr, en garage, hvor der stod gamle øl og en O'boy (kakaopulver) bøtte i metal på en hylde. Dette kan ses på resten af billederne, hvor der også er billeder fra værkstedets loft.

se resten af billederne her:

torsdag den 5. april 2012

Konstabelbygningen

Bygningen er opført i 1937 som kaserne for sergent- og korporalskolen. Bygningen er idag bevaringsværdig og der skulle efter sigende være renoveringsplaner. På dette tidspunkt er den dog i trist forfatning, alle ruder er knust og en lang række døre og vinduer er planket af.


Jeg har tidligere besøgt bygningen og fundet en indgang i kælderen, der er bælgmørk og ikke hensigtsmæssig at udforske uden lygter. 
Vi finder pandelamper frem og bevæger os indenfor.


Væggene i det første rum møder os med to modstridende budskaber: "follow the darkness" og "beware of zombies". vi kigger på hinanden og vælger at gøre det første:


Det første lyskeglen fra min lygte fanger da jeg kigger ind i det næste rum er en "halshugget" kontorstol og teksten: "come closer" - and so we do...

Resten af kælderen består af en lang gang i hver side af bygningen og en del mindre rum i midten. Alle tomme, bortset fra diverse grafittimalerier på væggene. Der er intet naturligt lys i kælderen så en lygte er uundværlig for at kunne orientere sig. Det får jeg cementeret, da jeg kortvarigt slukker pandelampen og alt omkring mig bliver fuldstændig sort.



Et hurtigt kig mod udgangen inden vi bevæger os ind i kælderens mørke, der uden problemer kunne danne ramme om en gyserfilm. Derfor er det ekstra skummelt at finde børnelegetøj hernede:








Når man træder ind i rummet og lyskeglen kun strejfer silhuetten på væggen kan man godt opfatte det som en person. 




For enden af kælderen munder de to lange korridorer ud i et rum, der leder videre til det vi søger: 


Trappen der forbinder kælderen med resten af den store bygning. På første etage er alle vinduer planket af, der er stort set intet inventar og de store haller som etagerne består af er meget mørke. De følgende etager er noget lysere da vinduerne her er frie, men selve rummene ligner hinanden, så vi indfanger istedet stemningen via efterladte effekter som er efterladt i bygningen og de meget varierede grafittimalerier der pryder væggene.
Da vi er nået en etage op, høres en umiskendelig lyd af en spraydåse der bliver tabt/væltet og man kan høre en person i kælderen. Vi kigger på hinanden og lytter, men fortsætter ellers fotograferingen. Senere bliver vores formodning bekræftet. Lyden kom fra en grafittimaler, der besøger bygningen for at tilføje endnu et maleri. Efter en kort, ordløs kontakt, lader vi hinanden om at fortsætte hver vores forehavende.

På øverste etage finder vi en væg der ikke er på de andre etager. Der er en  dør i den og det lille rum bag den, indeholder effekter der antyder uautoriseret beboelse.



Se resten af billederne af kælderen og de enkelte etager, forskellige effekter fundet i bygningen samt billeder fra tårnet på bygningens top.

Se resten af billederne her:

onsdag den 4. april 2012

Den gamle efterskole

På vej hjem fra fototuren "Vinterhavn", kom jeg forbi denne gamle efterskole.
Bygningen er vist oprindelig en kro/hotel, der efterfølgende har været med til at forme mange unge mennesker gennem sit virke som efterskole. 




Idag er bygningen til salg og i forfald. Trods at der er udstedt en fredning og at den ikke rives ned, er der tilsyneladende ingen der har mod på at renovere den.







Synd at en gammel arkitektonisk perle som denne får lov at stå i forfald. 
Ejeren har låst bygningen forsvarligt af og har et vagtværn tilknyttet, så billeder af bygningens indre gemakker bliver der ikke noget af idag. 




På min tur rundt om bygningen kan jeg følge vagtens fodspor og danne mig et billede af hans rundering på området.


Se resten af billederne her: