fredag den 10. juni 2016

Solotur London pt. 1

Hvad gør man når man har en uges ferie og ikke har nogen planer? I mit tilfælde endte lidt surfen rundt på forskellige rejsesider med at jeg, lidt spontant bestilte en flybillet til London og et lille hotelværelse i tre dage.



Det er første gang jeg skal rejse med fly alene. Selvom jeg havde fået en kammerat til at køre til lufthavnen, er det alligevel en lidt speciel fornemmelse at tage min bagage og gå ind i afgangshallen, vel vidende at jeg ikke kommer til at se nogen mennesker jeg kender før på torsdag.

Jeg rejser kun med håndbagage, så der er ikke meget andet end mig selv at checke ind og efter en lille tur gennem security, er der kun tilbage at vente på at flyet letter. 
Jeg har pakket meget let. kun det tøj jeg går og står i, kamera, et par sandaler, en varm jakke og ellers de mest basale fornødenheder. Det hele passer fint ned i en 38 liters rygsæk.

Det er mandag idag. Henover weekenden er der faldet omkring 20cm sne i Danmark. Min søndag gik med at bygge snemand i haven. Jeg pakkede endda en ekstra jakke så vejret i London bare kunne komme an. 

Flyet fra København er af den type hvor der er en midtergang og tre sæder i hver side. På vej afsted har jeg reddet mig pladsen længst ude mod midtergangen. Ved siden af mig sidder en mor og hendes datter der er på vej på juleshopping. fordelen ved at rejse alene, er blandt andet at det af en eller anden grund er nemmere at få talt med nogle fremmede mennesker. 


Da jeg lander i Gatwick, London, skinner solen og jeg stiger af flyet i T-shirt. Den nærmest efterårsagtige sol er en stærk kontrast til den bidende kulde og snesjap Danmark lagde for dagen.

Jeg må ligne en der har styr på det, for allerede på perronen til det direkte tog til Victoria, kommer en fremmed herre og spørger mig om vej. Dette sker jævnligt hele ugen igennem.

Efter frokost, går de næste par timer med at afkode hvordan undergrundsbanen fungerer. Det er lidt sort lige i starten og der er noget learning by doing, men jeg kommer da frem til mit hotel. Det er på ingen måde hverken luksuriøst eller prangende, men der er en seng, et toilet og en dør jeg kan lukke.


Som I kan se på billedet, kører de den spanske stil. Lagen og tæppe istedet for dyne. Jeg er umiddelbart skeptisk, da ruderne i værelset er enkeltlag og vi er midt i november måned.
Det må komme an på en prøve i aften. Nu vil jeg gå en tur ud og kigge på nærområdet.


Bortset fra den åbenlyse udfordring i at de skøre briter kører i den gale side af vejen - hvilket betyder at man skal holde øje stik modsat af hvad man er vant til, er trafikkulturen lidt anderledes end jeg er vant til. Rødt lys betyder tilsyneladende "gå hvis ikke der kommer nogen", eller sådan tolker de lokale det i hvert fald.


Lige i nærheden af hotellet, ligger Portebello Road Market. Jeg finder senere ud af at dette kun kommer til sin ret og pragt lørdag mellem 10 og 16. Det virker umiddelbart rimelig tamt på denne mandag eftermiddag. Ellers er de typiske butikker af den type der minder om en krydsning mellem en dansk Tiger og en souvenir butik. Billige varer af tvivlsom kvalitet og ligeledes souvenirs.
Jeg opdager desuden en helt særlig type butikker jeg aldrig har set før, men det kommer vi tilbage til senere på turen.


Nærmest klods op ad hotellet, ligger Hyde park og jeg synes at det er et ganske udmærket sted at vænne sig til omgivelserne.


For dem der ikke selv har været der, kan jeg kun sige at Hyde park er gigantisk! ovenfor står jeg lige indenfor porten i det ene hjørne.


Parken er hjemsted for et rigt dyreliv, som kan identificeres via tavler rundt omkring. Der er særligt mange egern i parken og de er meget vant il parkes gæster. Den lille fyr på billedet sidder under en meter fra mine fødder.


Parken byder på meget varieret sceneri. Det er meget rart at få koblet lidt af ovenpå alle de indtryk dagen har budt på allerede.


Da jeg er nået igennem parken møder dette syn mig: Et enormt omrejsende tivoli er stillet op i parkens ene hjørne. Winter wonderland må undersøges nærmere.


Dette er omrejsende tivoli i helt stor skala. Kørende forlystelser er i en størrelsesorden og variation der er enhver dansk forlystelsespark værdig.


Efter en rolig tur gennem tivoliet og en kop varm kakao - af udsøgt kvalitet - ved den opstillede skøjtebane, vender jeg næsen ud mod byen igen for at finde noget aftensmad.


Efter lidt vandren rundt i gaderne i området omkring Hyde Park, finder jeg ud af at det er de billige restauranters paradis jeg er endt i. Desværre er det ikke på den gode måde idet priserne, efter dansk standard, er nogenlunde, men kvaliteten er i bund. Min aftensmad ses på billedet og jeg bider særligt mærke i to ting. Først og fremmest tror jeg ikke at nogen af ingredienserne er saltet, for den smager ærlig talt ikke af en dyt. For det andet er kvaliteten på et niveau der er på niveau med en frysepizza fra Dr Oetker, så til omkring 100,- er jeg mildt sagt ikke imponeret. Det må kunne gøres bedre imorgen!


Turen tilbage til hotellet, tager mig forbi nogle af disse hyggelige små baggader. Klokken er omkring 22 og da jeg er kommet op på værelset, er der ikke meget energi til andet en at ligge og slappe af. Det er i løbet af dagen gået op for mig at jeg ikke har set ret mange "indfødte" briter. De fleste af dem jeg har mødt i området omkring hotellet har været indvandrere fra ikke vestlige lande, ligesom personalet på hotellet. Alle har været super venlige og høflige. Jeg bed bare mærke i at det hele mindede en del om Nørrebrogade med hensyn til mad udbud og butikker.

Jeg er mæt af indtryk for idag, men jeg får alligevel lagt en plan for hvad der skal ske imorgen - med hjælp fra en guidebog jeg har lånt.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar