onsdag den 27. juli 2016

Solotur London pt.3

Her til morgen vågner jeg efter en langt bedre nattesøvn. To puder har bestemt været bedre end en og to tæpper passede bedre til årstiden (eller min sarte dynevante krop) end et. Det bliver den løsning vi kører med i aften også.

Enten er jeg hurtig her til morgen, eller også er de andre gæster langsomme. Jeg når i hvert fald at prøve et bad der er rigtig varmt og som ikke minder mig om værnepligt efter idræt når 150 mennesker skulle dele en begrænset varmtvands-ressource.




Morgenmaden er stadig rimelig uinspirerende, men efter lidt kreative eksperimenter med at kombinere de forskellige ting, får jeg et helt hæderligt og bestemt mættende måltid ud af det. I hvert fald så jeg kan holde den kørende til frokost.

Efter morgenmaden går jeg tilbage på værelset og gør mig klar til dagens eventyr ude i den store by. Lige da jeg skal til at gå, kommer rengøringen og spørger om jeg ønsker service. Jeg forklarer hende høfligt at jeg er på vej ud, så der lige går et øjeblik.

Jeg er blevet tippet hjemmefra om at det er lettere at tage busserne end undergrundsbanen og set i lyset af det kaos jeg rendte ind i igår på vej hjem, beslutter jeg at prøve det.
Ved første øjekast, virker busserne noget mere komplicerede end undergrundsbanen, men dertil hvor jeg skal hen, er det langt nemmere med bus da jeg lige får gennemskuet hvordan det fungerer.



Jeg starter dagen på Trafalgar Square. Her står et skilt om at det er forbudt at bade i springvandet. Da vi er i november måned undrer det mig en lille smule at det stadig står her, men det må jo være sat op i første omgang fordi der har været et behov for at påpege at der ikke var tale om et offentligt soppebassin.


Selve pladsen er der ikke så meget at sige om. Billederne taler for sig selv.




Efter Trafalgar Square, traver jeg en tur ned til Somerset House. Det er en stor bygning nede ved Themsen. Desværre lykkes det mig hverken at finde ud af hvad den bliver brugt til idag eller hvad den har kunne engang. Der ligger en cafe eller noget i en stil derinde, men ellers synes jeg mest at det bare ligner et stort hus - faktisk så stort at det ikke kan lade sig gøre at få et ordentligt billede af hele bygningen.



Fra Somerset house går turen først ned til Themsen, hvor der sidder en ung tegner og foreviger noget


Jeg går tilbage til Big Ben ad den samme rute som jeg gik i aftes. Big Ben er endnu mere spektakulær i dagslys og man kan bedre se de mange detaljer på tårnet. Det er første gang jeg ser et ikonisk vartegn live, så jeg tror at jeg bilder mig ind at det er lidt federe end det i virkeligheden er.



Lidt derfra ligger Westminster Abbey, som jeg også kiggede på igår. Så vidt jeg husker er den en af de mest seværdige og spektakulære ting i hele London og jeg må se den. Da jeg kommer op til indgangen og kan konstatere at de tager £20 (omkring 200,-) i entre for at komme ind i kirken og at det endvidere er strengt forbudt at tage billeder derinde, står jeg udenfor i et stykke tid og spekulerer på hvorfor hulen jeg skal betale 200,- for at gå ind og noget jeg ikke engang må tage et billede af.
Jeg kan naturligvis udmærket sætte mig ind i at det ikke kan lade sig gøre at have fri entre og turister ud over det hele, som lystigt knipser billeder med blitz og alt muligt som kalkmalerier og andre kunstværker tager skade af. Men jeg beslutter alligevel at springe det over.

Istedet, tager jeg videre til Covent Garden. På en af undergrundsstationerne møder jeg dette meget, ehm... motiverende skilt på vej op.



Covent Garden er et område der er en del af de fremhævede shopping-områder i London. Her ligger desuden Covent Garden Apple Market. Dette minder mest om en form for kræmmermarked hvor man kan købe alverdens ting og sager - fortrinsvis med union jack mønster - i mere eller mindre tvivlsom kvalitet.



Indeni Apple Market er der et sænket plan hvor der er et par spisesteder. Her har alle de spisende fornøjelsen af et energisk liveband der spiller til frokosten.



En af gæsterne, der spiser udendørs ved siden af orkesteret får lejlighed til at opleve de britiske duers frækhed idet en af dem vælger at lande på deres bord for at gå efter deres frokost. 



Igår ved Tower of London, der der en uheldig herre der hele to gange høfligt "afviste" en nærgående due der insisterede på at han skulle dele ud af sin frokost. Da han tredje gang mistede tålmodigheden og slog til den, opgav den forsøget.



Ved siden af Apple Market, ligger Jubilee Market, der i virkeligheden bare er mere af samme skuffe. Udenfor sad dog en ret dygtig karikaturtegner.


Selvom det er november måned, afholder det ikke en driftig gøgler/tryllekunstner fra at underholde forbipasserende med magi og andre tricks han har i ærmet. Jeg stopper lidt og ser på. Han er dygtig og de tricks han laver er meget veludført, men han lyder af mere end hans show giver væsen af.


Efter tryllekunstneren begiver jeg mig i retning af Leicester Square og bliver undervejs antastet af en yderst præsentabel og høflig istraelsk mand, der spørger hvordan jeg plejer mine hænder. Jeg ved ikke hvorfor han ser mig som en potentiel kunde, da jeg er iført vandretøj og bestemt ikke ligner en der anvender ret mange plejeprodukter. Jeg indleder dog en samtale med ham og indvilliger i at prøve hans skrubbesalt fra middelhavet - alt imens jeg overvejer om det er bedre end alt mulig andet skrubbesalt.
Vi får desuden en lang snak om ansigtscreme idet jeg søger en sådan til julegave. Han foreslår et todelt sæt med en skrub og en creme. Begge bøtter er 50ml og rækker efter hans udsagn til et års brug og til kun £120 pr stk. må det jo siges at være billigt *host*. Jeg forklarer ham høfligt at det er noget over mit budget til julegaver (og iøvrigt omtrent det samme som rejsen har kostet incl. fly og hotel). Han er meget åben overfor at give rabat og tilbyder forskellige ting. Hans bedste tilbud ender med at være halv pris på ansigtsskrub. Det er stadig £60 og efter min mening dyrt uanset hvor god kvalitet hans produkt er.


På Leicester Square står et mindre, omrejsende tivoli og lyset giver en helt sommerlig stemning. På pladsen ser jeg desuden en ældre herre omkring pensionsalderen iført et "pimpsuit". Jeg fik desværre ikke et billede af ham, men hans jakkesæt var i lys tern med matchende hat og skødejakke. Han havde spicet det med en lilla skjorte og mit bedste gæt er at han har været på vej til eller fra casinoet.


Efter Leicester Square er det frokosttid og jeg er igen endt i den heldige situation, at udvalget af spisesteder er yderst begrænset. Det jeg endelig finder ser ikke ud af meget og jeg har heller ikke store forventninger til det sted jeg vælger.
Fastfood i UK er en lidt anden standard end jeg er vant til fra Danmark. I store træk kan man sige at kvaliteten er lavere og priserne højere. 


Det på billedet er den britiske version af en cheeseburger. Den var det der lød absolut mest appetiteligt af det der var på menuen herinde. 
Sesambollen er sådan ca som man kan forvente. den smager lidt som en krydderbolle med sesamfrø og den lever sådan set fint op til sit navn. Det der udgør køddelen af burgeren er det man får i Danmark hvis man ikke vælger "hjemmelavet" når man bestiller. Altså en formpresset masse af forskellige rester af dyr. Den er, ligesom alt andet herovre, stort set usaltet og selvom man ser bort fra den tankevækkende smagløshed som manglen på salt giver, smager den omtrent som de færdig-hamburgere man kan købe i fakta. "Øv, men okay" som en af mine venner plejer at sige.
Jeg er i skrivende stund stadig usikker på om det grønne på tallerknen er en salat, der er tiltænkt at man spiser ved siden af burgeren eller om det er tanken at man skal komme det ind i den. Selve burgeren serveres "plain" - dvs bolle med bøf og ost og nix weider. Ketchup står på bordet som høflig dosér-selv.  
Jeg sidder alt i alt med en opfattelse af at få serveret en burger der ikke er bygget færdig og undrer mig lidt over om det er sådan det foregår på disse kanter eller det her bare er et sted som hylder "det frie valg" og vælger at udtrykke det gennem valgfri salat og ketchup.


Ovenpå den spændende og næringsrige frokost, bevæger jeg mig mod Chinatown, der ligger lige i nærheden. Det er umiddelbart meget kinesisk hvad angår skilte og butikker, men alligevel er der ikke helt den orientalske stemning af asien som jeg havde regnet med. Det virker mest af alt som en bydel med et tema.


Efter turen i chinatown, begynder jeg at bevæge mig mod Oxford Street. Det skulle være en af Londons mest prominente shoppingområder og selvom jeg ikke har planer om at købe noget umiddelbart, vil jeg alligevel se det. 


Som et resultat af et forkert sving undervejs, ender jeg ved denne ridende garder. Det høflige skilt om at hesten kan finde på at bide eller sparke er fint i tråd med de andre ting jeg indtil videre har oplevet i forhold til advarsler og lignende, selvom jeg umiddelbart ville mene at det er en selvfølge at en hest der skal stå stille jeg ved ikke hvor længe, godt kan få lidt kort lunte hvis man finder på at gå tæt på eller drille den. 


Min plan er at slå vejen forbi en britisk outdoor kæde, som jeg indtil videre kun har stiftet bekendtskab med online - Cotswold Outdoor - der har en afdeling lige i nærheden. Jeg har tidligere opdaget at telefonbokse i London godt kan være opgraderet med gratis WiFi og denne mulighed benytter jeg mig af for at finde adressen.

Butikken i sig selv er umiddelbart ikke nogen stor oplevelse. Udvalget er omtrent det samme som jeg kender i forvejen. Indretningen er det samme som en bedre, dansk outdoor butik og priserne er generelt ret meget de samme. Lavere for "hjemmemærker" og højere for importerede brands.


Julen er så småt ved at snige sig ind i shoppingområderne. Denne lille arkade indeholder en række små, spændende specialbutikker.


Da jeg passerer en kirke, opdager jeg dette loppemarked der er sat op i gården - altså ikke på kirkegården. Jeg formoder at den ligger bagved kirken, men i gården foran. Der er en masse spændende ting til salg. Både fra folk der kan et spændende håndværk og forskellige klenodier. 


Det er ved at være sent og jeg har gået hele dagen, så eftersom alle offentlige toiletter i London koster penge, kombinerer jeg det med en kop kaffe og sidder og får varmen i en halv times tid.
Selvom klokken er godt 19, sidder der en del mennesker med deres computere og arbejder - eller de ser i hvert fald ud som om de arbejder.


Eftersom Oxford Street ikke lukker, er dette det helt rigtige tidspunkt at besøge stedet på. Der er stadig mange mennesker, men det er enormt smukt og hyggeligt med alle lysene. Jeg går rundt og kigger på forskellige ting og leder også efter mulige julegaver. Desværre er min bagage tilpasset ret præcist til min medbragte taske og der er derfor ikke plads til alverden.


Her er endnu et eksempel på en ung man der tager det med at få sin kunst ud til folket alvorligt. Han spiller ganske udmærket, men det der imponerer mig mest, er at han har medbragt sit trommesæt.

Til aftensmad er jeg fast besluttet på at finde noget der er bedre end frokosten, men desværre er det småt med spisesteder omkring Oxford Street. Valget falder på et burgersted i klassisk Burger King stil, som dog promoverer sig på at alt er hjemmelavet. Priserne er høje, men det er standarden også. Det lyder lidt sørgeligt at sige, men indtil videre er dette det bedste måltid på turen.


Da jeg forlader Five Guys som burgerstedet hedder, er klokken omkring 22:30 - og alle butikker har stadig åben og der er stadig pænt med mennesker på gaden.
Jeg har imidlertid fået nok af at gå rundt og ligeledes fået stillet min lyst til London shopping og finder en bus der kan fragte mig tilbage til hotellet.
Jeg er helt flad da jeg kommer tilbage og når kun lige at skrive lidt rejsedagbog inden det er sengetid. Imorgen går turen først mod lufthavnen og dernæst mod Danmark.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar