Imens vi laver kaffe og morgenmad, bliver vi enige om, som minimum, at flytte lejren udenfor betalingszonen. Hvis vi skal blive en dag mere så kroppen kan restituere, er der ingen grund til at betale for det når vi spottede masser af lejrpladser der var mindst ligeså fine som denne på vej herned.
Selvom det ikke kan ses på billedet, er det ikke lysten der driver værket (i hvert fald for mit vedkommende), da vi hanker op i rygsækken og forlader Memurubu.
Der er en lille bakke fra selve telt arealet og op til lågen, der markerer at vi forlader hyttens grund. Allerede da vi går igennem lågen, er det tydeligt at kroppen ikke er frisk på at tage 15-20km mere idag.
Vi bliver enige om at det fornuftigste program for dagen er at sætte lejr op et lille stykke fra Memurubu og tage en dagstur op gennem Memuru dalen og se hvilke muligheder vi har for at passere den.
Da lejren er opsat - og ja, det virker en kende spøjst at sætte teltet op midt om formiddagen, men det er altså nødvendigt idag, pakker vi en lille taske med lidt frokost, vand og andre småting og begiver os op i Memuru dalen.
Solen skinner og vejret er helt sensommerligt. Den lille sti op i dalen bugter sig i terrænet. Skiftevis tæt på og langt fra floden. Den rute vi egentlig havde tænkt os at tage videre, ville føre os op på den rygning man kan se bagerst i billedet på den modsatte side af floden.
Stigningen derop til ser ret led ud med 25kg oppakning og en del af missionen i dalen går derfor ud på at lokalisere en alternativ rute, der ikke involverer for meget bjergbestigning.
Modsat turen over Besseggen, byder dalen på skov. Det er en dejlig afveksling at se veldimensioneret vegetation igen. Samtidig giver det også et billede af det meget forskelligartede terræn Jotunheim byder på.
Floden i dalen er både temmelig bred og meget højlydt. Vandfaldet her er større end det ser ud på billedet og klippevæggen på den anden side er (efter mit dårlige øjemål) omtrent tre meter høj.
Ved frokost tid, har vi nået det punkt hvor dalen åbner op. Vi holder en lille pause og spiser frokost imens vi planlægger hvilke mulige ruter vi skal undersøge.
Inden vi begyndte turen op i dalen, var vi en lille tur ovre på den anden side af floden og det lod til at den eneste sti på den side var op over ryggen. Derfor bliver et af punkterne for dagen at finde ud af om floden er passabel længere oppe så yderligere bjergbestigning med rygsæk kan undgås.
Da vi passerer det lille knæk i terrænet går det op for os hvor stor dalen er. Dalen ender oppe ved bjergene i horisonten og den bliver næsten cirkelrund længere oppe. Heldigvis skyder vi en god fart uden de store rygsække og selvom energien ikke er på elite-neveau, er moralen høj.
Dalen er vanvittig smuk og det hele bliver lidt stop-and-go med fotografering og små afstikkere fra stien for at undersøge det ene og det andet.
Vi er stadig ikke helt oppe i dalen endnu, men der bliver mere og mere åbent og flodlejet breder sig. Stien bugter sig naturligt gennem den lave bevoksning der dækker hele dalen. Modsat skotland (Galloway, for dem der ikke har fulgt med), er jordbunden her plan og fast, hvilket er en kæmpe fordel når man går.
Imens Kasper undersøger muligheden for at passere floden - han kan skimtes langt væk lidt til venstre for midten af billedet - vil jeg lige dele den pudsige græstot med jer. Der stod nogle stykker af dem i flodlejet.
Turen over flodlejet og tilbage igen tager overraskende lang tid og imens jeg står og kigger imod den anden side og kan se Kasper på vej tilbage, bliver det tydeligt hvor bredt flodlejet er.
På denne tid af året, er floden rimelig stille og rolig - efter norsk standard altså. Om foråret når sneen smelter formoder jeg at floden vokser til at fylde hele flodlejet når de omkringliggende bjerge fodrer den med smeltevand fra vinterens snedække.
Flodlejet jeg står i, er ca. samme bredde som en fodboldbane er lang - mindst. Om foråret, må der løbe seriøse mængder vand igennem her.
Floden viste sig ikke at være umiddelbart passabel med oppakning og vi sætter kursen tilbage mod lejren for at finde på en ny plan. På vejen tilbage beundrer vi dalen fra den anden side og vender endnu en gang muligheden for at tage den over ryggen. Imidlertid er der ingen af os der har den store motivation for mere bjergbestigning idet det er ret tydeligt på bjergryggens kontur at der er rigtig meget op og ned ad bakke selvom vi kommer op på ryggen.
Tilbage i lejren går resten af aftenen med at slappe af og holde ferie imens vi nyder den fantastiske udsigt over dalen - jo jo, det kan sagtens lade sig gøre at finde en gratis lejrplads med udsigt. Her er vi kommet lidt op i højden fremfor Memurubu Camping, så udsigten er endnu bedre herfra.
Det sparsomme skydække og mit ambitiøse valg af sovepose til turen, gør at jeg vågner omkring midnat og fryser. Jeg kan mærke at det må være omkring frysepunktet og jeg polstrer mig selv og soveposen yderligere så jeg burde kunne holde varmen til morgengry.
Som du sikkert har gættet udfra det første billede, stikker jeg lige hovedet ud af teltet og lurer på stjernehimlen. I Danmark er det svært at finde et sted hvor man kan se en rigtig mørk nattehimmel pga. lysforurening fra store byer.
Her i Jotunheim er vi over 80km fra den nærmeste by og stjernehimlen er helt eventyrlig.
Imens du nyder billederne, vil jeg krybe ind i teltet igen og få sovet lidt. Billederne har taget ca en halv time at lave og det er ikke ligefrem blevet varmere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar