tirsdag den 19. november 2013

Galloway Forest Park, Skotland pt 2

Allerede imens vi pakker den lejede bil, kan jeg mærke spændningen. Det er hverken rejsen eller destinationen jeg er spændt på. Det er snarere en ængstelse. Ængstelse for det faktum at så snart vi ruller ud af parkeringspladsen, er der intet ved trafikken, der er som det plejer.

Selve betjeningen af en højrestyret bil, er som sådan ikke vanskeligt. det eneste der sidder anderledes er nærmest gearstangen, der sidder på den "forkerte" side i forhold til de venstrestyrede biler jeg er vant til (ja, jeg ved godt jeg nævnte tidligere at jeg har kørt en højrestyret bil før, men aldrig med manuelt gear).

Inden vi begiver os på landevejen, går vi i krig med at indtaste destinationen på vores lånte gps. Det volder en del frustration idet apparatet er indrettet sådan at man kun kan søge efter attraktioner eller konkrete adresser. Vores destination er et naturreservat der ikke har en egentlig adresse, så det tager lidt tid og en del forsøg at få den til at samarbejde.

Da vi ruller ud fra parkeringspladsen og langsomt triller ud gennem lufthavnens interne vejnet, er jeg tæt på ligeså koncentreret som til min første køretime på vej. ALT er jo omvendt (ja, okay lyskurven viser stadig grønt nederst og det betyder stadig kør!). 

Da det ikke er tilladt at medbringe gas til vores kogegrej i flyet, har vi fundet en lokal outdoor-butik i udkanten af Edinburgh, der burde have alt hvad vi kunne tænkes at behøve. 

"nu er det ikke sådan at gevindet på gasdåserne drejer den anden vej eller sådan noget så de ikke passer herovre?". Udsagnet kommer fra min buddy og jeg svarer at jeg bestemt mener at gasdåser er standardiseret på verdensplan. Inde i butikken bliver vi imidlertid klogere. Gasdåserne ER standardiseret, men den type vi skal bruge er udsolgt. Ekspedienten forklarer et eller andet med deres afdeling i Italien og restordre. 
Eneste gas på lager er en særlig type dåser med brugervenlig camping-snap-kobling, der desværre gør det nødvendigt at investere i nyt komfur til turen.
Efter en kort runde i den meget store butik og køb af enkelte andre ting, forlader vi butikken og sætter kursen mod Galloway.


Efter et godt stykke på motorvej, drejer gps'en os af og det lader til at resten af turen foregår på landevej. 



Som vi nærmer os destinationen, bliver vejene og byerne mindre og mindre.


Humøret stiger lige et par takker, da et stort skilt i vejkanten byder os velkommen til "Dumfries & Galloway". Det er i dette område nationalparken, der er vores mål ligger. Området er imidlertid af anseelig størrelse og ifølge gps'en er der stadig små 50km til vi er fremme. Vi er dog enige om at tage forskud på oplevelsen og holder ind til siden et øjeblik.


Efter pausen fortsætter vi af vejen mod Galloway Forest Park. Flere steder i parken er der besøgscentre og vi har valgt at besøge det i Clatteringshaws. Det ligger centralt i parken og er et fornuftigt udgangspunkt den rute vi har tænkt os at vandre. Først må vi dog have et kort over parken, så vi kan finde vej.

Jeg ved ikke hvad vi havde forestillet os at centret kunne byde på, men ingen af vores forventninger bliver indfriet da vi ankommer. Centret er lukket og parkeringspladsen er fyldt med skurvogne og byggematerialer.
Vi stopper og går lidt og kigger. Ved centret ligger et hus og en kort samtale med beboeren, der tilsyneladende også passer centret afslører at det er under renovering (på skotsk noget med: "Refurbishment" og "Completely gutted inside"). Vi undrer os over at man vælger at renovere i sæsonen, men sætter os for at næste formiddag skal bruges på at besøge et andet center og finde det kort, så vi kan komme ud og opleve noget af al den natur der omgiver os.

Lidt længere nede af vejen, finder vi en P-plads hvor bilen kan sove.


 Bagved P-pladsen er en å vi kan tappe vand fra. vandet er i bevægelse og sikrere at tappe af end stillestående vand fra fx en dam.


På den anden side af vejen en ligger eng der ser forholdsvist camperbar ud.

Det er ud på eftermiddagen, så efter vi har slået lejr og tappet vand til aftensmad, står resten af dagen på lidt opdagelse af nærområdet omkring lejren og spisning. 
Under opdagelsen får vi øje på et telt oppe i bakkerne. Vi undrer os over at det er lukket og at der ikke lader til at være aktivitet, selvom det er alt for tidligt at sove. Hikere plejer ikke at efterlade deres lejr. Vi holder øje med teltet til mørket falder på, men ingen kommer.

Den har også fået en på opleveren idag! Kl 07 imorges parkerede vi bilen i Kastrup, vi har spist frokost og drukket Urge! i Norge, Kørt i venstre side af motorvejen og set en masse får og et lukket besøgscenter. Der er sket en del de sidste 12 timer og den mentale trillebør synes at være fuld for idag.

Imorgen skal vi have kort og forlade bilen i nogle dage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar