søndag den 3. marts 2013

Vandretur Kullen Del 3

I anden del nåede vi til kanten af skoven og hegnet med den interessante krydsningsanordning. Den vågne læser har bemærket at der ved siden af overgangen sidder et lille skilt.



Det er svært at læse, men i korte træk står der at det er en kvægfold og så længe jeg ikke forstyrrer det græssende kvæg, skal jeg være velkommen til at passere igennem folden - og som sagt så gjort.



Terrænet ændrer sig nu fra en tæt skov til en træfattig og græsklædt enghede. Jeg går langsomt de første hundrede meter imens jeg nyder udsigten og tager nogle billeder af de vindskæve træer der trodsigt insisterer på at stå på engen.



Da jeg har krydset det første åbne stykke, er jeg ikke et sekund i tvivl om at det er en kvægfold. alle vegne ligger kokasser, men der er ikke skyggen af kvæg at se. 




Stien bugter sig atter op på en højderyg og jeg kan nu få det første glimt af mit vendepunkt: Kullens fyr. Min første tanke er at der ikke er så langt, men stien går langt fra i fugleflugt og i virkeligheden er jeg kun ca. halvvejs. 





Det er nu ca en kilometer siden jeg passerede folden og det sidste stykke har jeg ikke stødt på kokasser, og har glemt alt om at jeg stadig befinder mig inde i kvægfolden. Jeg har hverken set dyr eller mennesker hele turen og får lidt af en overraskelse, da dette syn møder mig. 
De langhårede og langhornede køer er dog så vant til at folk passerer, at de dårlig gider se op da jeg går forbi, selvom jeg stopper for at skyde et par billeder.



Ved første øjekast undrer den skæve låge, men da jeg passerer er det tydeligt at det er en bevidst konstruktion, så tankeløse turister ikke kan glemme at lukke efter sig og dermed udgøre en risiko for at kvæget bliver endnu mere fritgående.



Efter at have forladt folden med de græssende bøffer, når jeg til en anden af Kullens seværdigheder: Lahibia grotten. Jeg har inden turen læst om den og er meget spændt på at se den i virkeligheden, idet jeg aldrig før har set en klippegrotte. Skiltet fordrer dog at al færdsel til grotten er på eget ansvar og da jeg fortsætter ned af stien er det tydeligt at advarslen er begrundet




Stien ned til grotten er stejl og dækket af løse småsten og klippestykker, der gør det til lidt af en opgave ikke at trille hele vejen ned af skrænten. Jeg antager at rebet er tiltænkt som primitivt gelænder til både op og ned passage og benytter mig også af det et par gange, da jeg helst vil undgå at snuble og smide kameraet.



Jeg må erkende at Lahibia grotten ikke helt indfrier mine forventninger, da den nærmest bare ligner et hul i væggen, men den er dog stor nok til at man kan stå i den og sikkert også overnatte hvis det skulle være nødvendigt. Som tidligere nævnt, er camping forbudt i hele Kullens reservat og allerede nu, er jeg stødt på adskillige øldåser og tillige en pose med grillaffald. Irriterende at besøgende ikke kan finde ud af at rydde op efter sig selv. Der er stillet skraldespande op ved indgangen til reservatet og flere andre steder, så det er ikke langt man skal bære sit affald.



Så er jeg fremme ved mit vendepunkt: Kullens fyr. Ganske pæn ældre bygning, der formentlig har hjulpet mange skibe udenom den aflange klippe. 



Efter at have holdt en lille pause ved det vindblæste fyr, sætter jeg kursen mod Mølle igen. klokken er ved at være mange og jeg skal gerne nå den sidste bus fra Mølle tilbage til Helsingborg. Turen tilbage går af den samme sti gennem kvægfolden og langs bjergsiden tilbage til strandbredden hvor jeg tog billeder af badebroen i formiddags. 



Det har indtil videre været en god dag og jeg føler mig mættet af oplevelser da jeg sidder i busskuret i Mølle og venter på bussen tilbage til Helsingborg.
Da bussen ankommer, går jeg ind og giver buschaufføren en svensk pengeseddel, hvortil han svarer: "I'm sorry, we don't accept cash". Jeg må se meget mærkelig ud i ansigtet, for han skynder sig at fortsætte: "It's not a problem, you just go inside". Stadig helt paf over at bussen ikke tager imod kontanter, når jeg slet ikke at takke ham for hans venlige gestus. Billetten herop, købte jeg i stationens billetautomat, så jeg havde ikke skænket denne mulige problematik en tanke.
Imens jeg sidder og venter på at bussen afgår, spekulerer jeg på hvordan svenskerne betaler, hvis man ikke kan købe billet. Efter ganske få stop, går det indlysende svar op for mig: Alle svenskere har rejsekort! 
Dette er muligvis også forklaringen på at billetautomaten i formiddags tilbød mig en returbillet, som jeg dog fandt aldeles unødvendig på daværende tidspunkt.

Vel tilbage i Helsingborg, går det op for mig at Sundbusserne, som jeg benyttede i formiddag - og købte returbillet til - har sidste ankomst til Helsingborg kl 19:00 og eftersom klokken er ca. 19:05, indser jeg ret hurtigt at jeg skal finde en anden måde at komme tilbage til Helsingør på.
Sundbusserne er heldigvis ikke den eneste færgeforbindelse og efter en rask spadseretur over til Scanlines terminalen, har jeg en billet hjem til Danmark. 



Det var så slut på dette eventyr. nu skal jeg bare hjem og sortere billeder fra turen.



se resten af billederne her:

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar